-
Sol, sommer og øl – kan disse aktier stige på årets sportssommer?
Источник: BDK Finans / 20 июн 2024 08:14:35 America/Chicago
Solen og sommeren er endelig kommet. Og i år er det ikke bare en hvilken som helst sommer. Det er nemlig en vaskeægte sportssommer. Fredag i sidste uge blev de europæiske mesterskaber i fodbold – EM – skudt i gang, og ved udgangen af juli skydes De Olympiske Lege – OL – i Paris så i gang. Det er begivenheder, som samler tusindvis af mennesker – enten derhjemme, på barer eller til storskærmsarrangementer. Foruden naturligvis de heldige, som overværer begivenhederne helt tæt på. Eksempelvis havde Danmarks åbningskamp ved EM mod Slovenien et seertal på mere end halvanden million. Og det er endda uden at medregne de tusindvis af danskere, som så kampen ved storskærmsarrangementer på eksempelvis havnen i Aarhus eller på Islands Brygge i København. En sportssommer af denne kaliber er for mange også ensbetydende med øl i lange baner. Og det er noget, som ifølge markedsanalytiker hos handelsplatformen eToro Jakob Westh Christensen kan løfte indtjeningen hos flere af bryggeriselskaberne. »En begivenhed som fodbold-EM finder kun sted hvert fjerde år og vil uden tvivl sætte skub i ølsalget på hele det europæiske kontinent«, siger han. Det er især bryggerier som danske Carlsberg og Royal Unibrew samt hollandske Heineken og amerikanske Anheuser-Busch, som kan se frem til en sommer med store sportsbegivenheder og ekstra ølsalg. Men betyder det så, at vi skal fare ud og købe bryggeriaktier? En slutrunde er ingen overraskelse En EM-slutrunde kommer ikke som en overraskelse for nogen – hverken de ølglade fodboldfans, bryggerierne eller analytikerne. Og på de finansielle markeder er det i høj grad overraskelser – både positive som negative – der for alvor kan sætte skub i aktiekurserne. Derfor er et EM eller OL heller ikke begivenheder, som i sig selv kan rykke bryggeriaktierne. Der skal mere til. »Det ekstra engangssalg af øl vil være synligt i den næste kvartalsrapport, men det vil så også være ude igen i det følgende kvartal. Bryggerierne har også taget højde for dette ekstra forventede salg i deres forventningsudmeldinger for hele 2024,« siger Jakob Westh Christensen. Det er Andre Thormann enig i. Han er aktieanalytiker i Danske Bank og ansvarlig for bankens dækning af blandt andet Carlsberg og Royal Unibrew. »Der er muligheder for, at bryggerierne kan blive påvirket positivt, især hvis begivenhederne ligger i de regioner, hvor bryggerierne er placeret,« siger han og fremhæver blandt andet vejrforholdene som en faktor, der også spiller ind. »Det er klart, at hvis der er EM, og der er godt vejr, så vil det da have en positiv påvirkning. Men det vil nok kun give en strukturel medvind, så det er ikke det, der driver aktierne på lang sigt.« Den betragtning er Jakob Westh Christensen enig i, ligesom han også mener, at sportslig succes til de mere øldrikkende nationer også kan betyde øget salg. »Der kan endda komme ekstra fart på ølsalget, hvis vi samtidig får en varm sommer i Europa, og de helt store øldrikkende nationer som Tyskland, England, Spanien eller Polen er med i slutspillet.« Sådan gik det sidst Det seneste EM er et, som mange danskere nok husker tydeligt. Sommeren ’21. Et EM, hvor Danmarks tre indledende gruppekampe blev spillet i København. Et EM, hvor Danmark gik i stå, da midtbanespilleren Christian Eriksen kort før halvlegen faldt om med hjertestop på banen. Men også et EM, som endte med at blive den nok største folkefest på landets gader siden sommeren ’92. Og det kan også ses på tallene for ølsalget. Det viser data fra Danske Banks Fadølsindeks. For danskernes forbrug på barer og værtshuse lå på Danmarks kampdage i gennemsnit 60 procent højere end samme dag ugen forinden. Den sidste gruppekamp mod Rusland mandag den 21. juni vandt danskerne 4-1 i Parken i København. En kamp, der sendte danskerne videre til ottendedelsfinalen. Og så var der fest. Det ses tydeligt af fadølsindekset. Således lå danskernes forbrug på barer og værtshuse hele 84 procent højere end mandagen forinden. Det danske landshold endte med at gå hele vejen til semifinalen, som skulle spilles mod England på Wembley i London. Og her lå danskernes forbrug på barer og værtshuse herhjemme hele 106 procent højere end samme dag ugen forinden. Sol, sommer og succes går altså hånd i hånd med ølsalget under et EM. Også selvom det danske landshold endte med et nederlag i semifinalen. Ved seneste EM, som fandt sted fra 11. juni til 11. juli 2021, steg aktierne i Carlsberg, Royal Unibrew, Heineken og Anheusher-Busch i gennemsnit 0,8 procent. Det var dog også en sommer, som var præget af genåbninger efter coronanedlukninger i en række lande. Er der så værdi i at købe bryggeriaktier? »Selvom store sportsbegivenheder kan give et ekstra boost til ølsalget i år, vokser det globale ølforbrug langsomt. Det europæiske marked står endda over for en stagnation i mængdevæksten. For eksempel rapporterede Carlsberg om faldende mængder i Europa i 2023, hvilket dog blev opvejet af øgede mængder på mindre penetrerede asiatiske markeder,« siger Jakob Westh Christensen. Derfor mener han heller ikke, at det skal være dette års store sportssommer, der ligger til grund for, at man skal gå ind i bryggeriaktierne. »Mens bryggeriaktier kan være et solidt valg til den stabile og udbyttebetalende del af aktieporteføljen, skal vi ikke forvente, at en sportssommer med ekstra ølsalg vil give et betydeligt boost til bryggeriernes aktiekurser,« siger han. Der blev på globalt plan drukket 179 milliarder liter øl sidste år. Heraf blev omkring 70 procent solgt i detailhandlen og resten fra restauranter, barer og lignende, hvor bryggerierne typisk også har de bedste marginer. https://www.berlingske.dk/aktier/sol-sommer-og-oel-kan-disse-aktier-stige-paa-aarets-sportssommer